Blærebetændelse

Blærebetændelse

Skrevet af jordemoderstuderende Josefine Valentina 

Blærebetændelse opstår hyppigt hos en stor del af danskerne. Det gør ondt og kan være svært at slippe helt af med. Men hvordan opstår det? Kan det forebygges og hvad gør man hvis man først har fået det? 

Hvad er blærebetændelse?

Blærebetændelse er en infektionstilstand, hvor bakterier kravler op i urinrøret og op til blæren. Det kan være bakterier fra ens egen normalflora fx E. coli fra tarmen eller stafylokokker fra skeden. Det kan give symptomer som svien og en følelse af at tisse glasskår samt at skulle tisse hele tiden, nogle gange uden der kommer noget urin ud. Nogle gange er der blod i urinen. Blærebetændelse forekommer meget hyppigere hos folk med vulva, da de har et meget kortere urinrør end der er i penis. Det er derfor lettere for bakterier at ”kravle” derop og begynde at formere sig i blæren.

Hvad kan du gøre for at forebygge blærebetændelse?

  • Sørg for at drikke nok vand dagligt, så urinrøret bliver regelmæssigt ”skyllet igennem”
  • Tis med det samme efter sex (også efter sex med dig selv). Det er et af de typiske tidspunkter, hvor bakterier let kan blive skubbet op i urinrøret. Hvis du har tendens til at få en følelse af begyndende blærebetændelse efter sex, kan du efter du har tisset drikke et stort glas vand, så du får skyllet urinrøret igennem en gang til kort tid efter.
  • Tør dig altid med start fra vulva og mod anus bagtil efter toiletbesøg, så du minimerer risikoen for at bakterierne fra tarmen kommer op til urinrøret.
  • Hvis du har tendens til tørre slimhinder, som hos nogle gør at de hyppigere får blærebetændelse, kan det være en god idé at give dit underliv en masse luft fx at sove uden trusser, undgå meget stramt tøj og holde dig til bomuldstrusser. Dette er for at undgå, at slimhinderne bliver yderligere irriterede. 

Hvad kan du gøre, hvis du har fået blærebetændelse?

Hvis blærebetændelsen ikke går væk ved, at drikke rigeligt med væske er der forskellige ting du kan gøre.

Hvis du tager til lægen og laver en urinprøve kan de teste, hvilke bakterier der er i din urin, og give en antibiotikakur, som slår de bakterier ihjel. Hvis du tager antibiotika, slår det også mange af de gode bakterier i din flora ihjel, så det er en god idé at tage probiotika imens for at mindske chancen for bivirkninger som skedesvamp og fordøjelsesproblemer.

Hvis du ikke ønsker at tage antibiotika, er der forskellige andre ting du kan prøve:

  • D-mannose er et sukkerstof fra birketræer der virker på samme måde som tranebær, nemlig ved at forhindre bakterierne i at sætte sig fast i slimhinden, så de lettere kan skylles ud. Det fås i pulverform og blandes med vand. D-mannose virker som regel kun på E. coli bakterier, som dog også er den hyppigste grund til blærebetændelse. Så i sjældnere tilfælde, hvor blærebetændelsen fx skyldes stafylokokker fra skeden, vil d-mannose formentlig ikke virke.
  • Man kan også få homoøpatiske dråber mod blærebetændelse, som både kan tages forebyggende og behandlende.

Der er nogle studier der viser at tranebær har effekt mod blærebetændelse, mens andre studier ikke har fundet nogen effekt. Heldigvis er tranebær ikke skadeligt for kroppen, så man kan jo altid tage et ekstra glas saftevand når man har blærebetændelse ;)

Håber at dette kan hjælpe dig af med din blærebetændelse eller til fremtidigt at undgå det.

 

Læs også: Sådan plejer du dit underliv

Du kan også læse vores guide til hvordan man intimmasserer sig selv

Indsend en kommentar

Bemærk, at kommentarer skal godkendes, før de bliver offentliggjort.