billede af gult stof

En guide til samtykke undervejs i sex

Har du også fulgt med i samtykke-debatten, men har været lidt i tvivl om, hvordan du kan være helt sikker på, at du gør det rigtige? Her får du en simpel guide skrevet af somatisk terapeut Molly Mørch

Spørg din partner

Det er altid godt at spørge sin partner, hvis man på nogen måde er i tvivl, og især hvis det er en ny partner. Du kan selvfølgeligt spørge om vedkommende har lyst til sex, men du kan også spørge ind til hver ny berøring. “Må jeg kysse dig på halsen”, “må jeg tage din bluse af”, “må jeg røre ved dit lår” osv.

Kropsligt samtykke

Kropsligt samtykke, eller nonverbalt samtykke er, når ens partner klart med kroppen siger, at de gerne vil. Dette kan være at nikke, eller at vise med hånden hvad man gerne vil have. Husk at kropsligt samtykke IKKE er hvis personer med en kusse bliver våde, eller personer med en pik bliver hårde. Man kan sagtens have en kropslig reaktion der er stik modsat det, man egentligt ønsker. Det er en yderst misforstået og gammeldags myte, at man har lyst fordi man er hård eller våd.

Spørg igen og igen

Det kan sagtens bruges som en form for teasing/ drillende leg at spørge igen og igen. Træk tiden ud, og få din partner til at sige hvad de gerne vil have at du gør, eller hvad de har lyst til. Når den anden part siger hvad de gerne vil, er det et bekræftende samtykke, hvor du ikke skal spørge. Beder de om noget, du ikke har lyst til, så spørg igen eller kom selv med forslag.

Samtykke kan altid trækkes tilbage

Oplever du, at du under sex bliver i tvivl om du har lyst til at fortsætte, er det altid ok at stoppe. Start eventuelt med at bede om en pause, at tempoet bliver sat ned, eller at I ændrer stilling, hvis du bare er lidt i tvivl. Hvis det er svært at sige stop eller bede om noget, så flyt dig fysisk lidt væk fra din sexpartner. Oplever du ofte at du har svært ved at sige fra under sex, så øv dig gerne på en sætning eller en bevægelse inden. Det kan være svært at ændre vaner, men meget lettere hvis man er forberedt.

Stilhed er aldrig samtykke

Oplever du, at din partner bliver stille eller ikke svarer, så tag en lille pause. Spørg tydeligt om de gerne vil have, at I skal stoppe. Nogle mennesker har enormt svært ved at sige fra, så hvis man spørger om man skal fortsætte, kan der godt komme et automatisk svar, der er ja. På den lange bane er det selvfølgelig bedst, hvis man kan finde ud af at sige fra. Men på den korte bane kan det være en god ide, at spørge, om man skal stoppe i stedet. Begge parter har et ansvar, og samtidig er vi stadig i en overgangsperiode, hvor vi skal hjælpe hinanden med at øve os i samtykke. Det er ikke nogens skyld, at vi ikke er opflasket med samtykke, men det er vores allesammens fælles ansvar, at vi begynder at lære det sammen.

Indsend en kommentar

Bemærk, at kommentarer skal godkendes, før de bliver offentliggjort.