Findes g-punktet?

Findes G-punktet?

De fleste har hørt om G-punktet. Måske har du en sen nattetime googlet “G spot” og fundet utallige forklaringer om, hvordan man finder det specifikke punkt. Men findes det egentlig? Og hvordan opnår man den sagnomspundne G-punkts orgasme, der hører til?

Hvad siger internettet?

Hvis man googler G-punkt eller G spot, så findes der en række beskrivelser af et punkt inde i vagina (vagina er betegnelsen for den del af kønnet der er inde i kroppen, også kaldet skeden). G-punktet findes ifølge internettet cirka en fingers længde oppe i vagina. Man kan, ifølge internettet, få en fantastisk orgasme hvis bare man stimulerer dette punkt godt og længe nok. Der er bare desværre rigtigt meget i den beskrivelse, der ikke er helt i vinkel. Så skal vi ikke lige gå lidt mere i dybden, med hvad der egentligt sker på det der særlige sted?

G står for Gräfenberg

I 1950 udgav Dr. Ernst Gräfenberg en artikel, der handlede om et bestemt område inde i vagina, og dettes betydning for “Den kvindelige orgasme”. Det er Gräfenberg som G’et henviser til. Men det var ikke et bestemt punkt som Gräfenberg henviste til, det var et lidt større område, en zone. Artiklen hed “The Role of the Urethra in Female Orgasm” altså “Urinrørets rolle i den kvindelige orgasme”. Gräfenberg mente at have opdaget at urinrøret og den nederste del af blæren var et særligt nydelsesfyldt område. Tog han fejl?

Men jeg får masser af nydelse fra G-punktet!

Der er ikke noget forkert i Gräfenbergs antagelse om hvor der er nydelse, men i hvad der egentligt sker “derinde”. Det område som han beskrev, har vi senere fundet ud af er bagsiden af klitoris. Klitoris har efter Gräfenbergs tid nemlig vist sig at være meget større, end man først troede. Hos nogle er der rigtigt nok nydelse, og måske orgasmer at få, gennem bagsiden af klitoris.

Ikke for alle

Problemet med ideen om et bestemt punkt inde i vagina, som skal give en specifik reaktion, er bare at der er rigtigt mange der ikke kan være med. Selvom det var Freuds klare mening at den “rigtige”/modne orgasme var den man fik gennem vaginal (g-punkts) stimulering, så ved vi noget mere i 2022. Der er ikke rigtige og forkerte orgasmer! Hvis det føles godt, så gør det. Hvis du kan få en dejlig orgasme ved at stimulere dig selv udenpå, så gør det. Hvis du kan få en dejlig orgasme ved at blive stimuleret internt, så gør det. Men det er ikke et mål i sig selv at skulle komme på en bestemt måde. Og det er det samme organ som stimuleres: klitoris. Cirka 2/3 af alle vaginaejere beskriver at de ikke kan komme ved kun at blive stimuleret internt. Så det er ikke for alle.

Vil du gerne finde bagsiden af klitoris?

Det kan jo alligevel være at du synes at det der område skal have et skud. Hvis du gerne vil finde bagsiden af din klitoris, så gør du sådan: Indsæt en våd finger langsomt i vagina, indtil den er næsten helt inde. Bøj fingeren lidt og mærk frem mod klitoris. Mærk lidt rundt og se om der er noget af området, der er mere dejligt at røre ved end andet. Det kan være i dette område at ekstra stimulans kan give en orgasme. For nogle.
 

Læs også: Guide til onani for personer med vulva

Læs også: Sådan vælger du en dildo

Tag et kig i vores udvalg af G-punkt vibratorer som er lavet specifikt til at stimulere G-punktet. 

 

Kilde:

“The Vagina Bible”, Dr Jen Gunter, 2019