”Kan du overhovedet have sex?” – Fordomme om sex og handikap

”Kan du overhovedet have sex?” – Fordomme om sex og handikap

Gabi Buzadzic

Gabi er født med diagnosen Cerebral Parese, i denne artikel beskriver de og besvarer de fordomme, der er forbundet med sex og det at have et handicap

”Kan du overhovedet have sex?” – Fordomme om sex og handikap

Sex med et handicap er sprængfyldt med tabuer eller ubesvarede spørgsmål. Føles det anderledes? Er der de samme seksuelle lyster? Og hvilke fordomme møder man som menneske med et handicap?

Læs med her, hvor Gabi som er født med et fysisk handicap, diagnosen Cerebral Parese, beskriver og besvarer de fordomme, der er forbundet med sex og det at have et handicap.

Jeg har et fysisk handikap. Det betyder blandt andet, at jeg mærker spændinger forskellige steder i kroppen nærmest konstant, og at jeg bruger et gangstativ, albuestokke eller, på de dage hvor kræfterne slipper op, en kørestol til at komme rundt i verden med. Mit handikap har været med mig siden fødslen og har givet mig en større forståelse af verden og et større perspektiv, som jeg ikke tror, jeg ellers ville have haft. Når jeg ser min krop i relation til andres, ser jeg en krop, der bevæger sig lidt langsommere, skævere og mere forsigtigt – måske især i forhold til at mærke seksuel lyst.

En af grundene til, at jeg var længere tid om at mærke min krops seksuelle lyster, var, at jeg først skulle bruge noget tid på at finde ud af, hvordan jeg synes, det er rart at bevæge mig rundt i verden med en normbrydende krop, hvilket i sig selv er en lang og langt fra lineær proces. Det med sex og lyst kom først, da jeg havde fundet mig til rette i mig selv og lært at lytte til og mærke efter min krops behov.

Jeg var 19 år, da jeg mærkede de første spæde fornemmelser af kildrende og sitrende energi flyde gennem min krop. Jeg havde netop fundet vej ind i det københavnske queer miljø – et miljø der virkede enormt rummeligt og åbent også over for kroppe som min, hvilket jeg blev meget rørt over og glad for at mærke. Men som tiden gik, skulle det vise sig, at fordomme og antagelser om, hvad min krop kan eller ikke kan, også trives her i bedste velgående.

Lad os kigge lidt på de der fordomme. For selvom det gør ondt at stille skarpt på andre menneskers forudindtagede ideer om, hvem du er, og hvad du kan, er det vigtigt i forhold til at forstå, hvordan mennesker med handikap oplever at blive udelukket – selv fra fællesskaber, der promoverer sig på at være åbne for alle, som er queer uanset kropsstørrelse, kønsudtryk etc.

Kan du overhovedet have sex?

Ofte når jeg får det her spørgsmål fra kropskapable mennesker (dvs. mennesker uden et eller flere handikap), bunder det i forestillingen om, at jeg ikke kan ”bevæge min krop” eller ligge i de stillinger, der kræves for at have sex. Helt ærligt så er det ikke sikkert, at jeg kan ligge i fuld missionærstilling, hvis det er det, min sekusalpartner ønsker, og det vi bliver enige om skal foregå. Men omvendt kan du ikke afskrive mig og min krop som ikke-fungerede, når det kommer til sex, fordi jeg ikke kan ligge i bestemte stillinger i længere tid ad gangen uden at mærke smerter og spændinger i kroppen. Om du er sammen med en person, der har et handikap eller ej, tænker jeg, at det er virkelig vigtigt at forventningsafstemme, i forhold til hvad du har brug for skal ske, for at oplevelsen bliver rar for dig at være i. Det glæder alle kroppe, handikap eller ej. For hvis ikke du forventningsafstemmer inden, kan du risikere at overskride din partners grænser. Dermed kan alle nyde uden at være nervøs for at gå i krampe midt i det hele. Skulle det alligevel ske, er det ok at sige stop, skifte stilling og prøve igen, samt tale om hvordan man kan gøre det til en bedre oplevelse næste gang. Uanset hvad; tal sammen, så alle ved, hvad de går ind til, for så kan du også slappe mere af i kroppen, når du ved, hvad der kommer til at ske. På den måde kan det ske, at spændingerne træder i baggrunden helt af sig selv, og hvis ikke det er tilfældet, er det helt OK. Åbenhed og kommunikation er nøgleordene. 

Handikappede har da ikke en seksualitet!? 

Denne fordom er nært beslægtet med antagelsen om, at man som handikappet ikke kan have sex. Jeg oplever, at mange tænker, at mennesker med handikap ikke kan have sex, og dermed ikke har en seksualitet og ikke kan føle lyst. Når folk antager, at vi ikke forstår konceptet seksualitet, eller at vi er aseksuelle i den forstand, at vi ingen lyst mærker overhovedet, er det vigtigt for mig at slå fast, at man selvfølgelig godt kan være aseksuel og have et handikap. Der er nemlig ligeså mange forskellige måder at have en seksualitet på for os, der har handikap, som der er for kropskapable mennesker. Så lad vær’ med at antage, at du ved noget som helst om min seksualitet på baggrund mit handikap.

Fordomme om handicap gennem populærkulturen

Til sidst vil jeg dele mine tanker om, hvordan populærkulturen skildrer mennesker med handikap. I filmen I dine hænder (2014) har hovedpersonen et fysisk handikap, der gør, at han på sigt vil skulle have hjælp til alt og ikke længere er i stand til at ”få den op at stå selv”, som han formulerer det. En mand, der fra filmens begyndelse, bruger langt det meste af sine vågne timer på at sidde alene på sit værelse med et tomt udtryk i øjnene med musikken skruet helt op, sørger over det, han har ”mistet”. Da han senere havner på hospitalet efter et fald, beslutter han sig for at tage kontakt til en klinik i Holland, der kan hjælpe ham med at gøre en ende på hans miserable, forkrøblede liv. Fortællingen er, at mennesker med handikap er så dybt ulykkelige over deres krop, at de egentlig helst bare vil gøre en ende på det hele. For det er meget bedre ikke at findes end at have en handikappet krop.

Hvordan kommer vi videre?

Jo jeg tænker, at det i høj grad handler om at sætte fokus på samtalen om, hvad der er rart for dig og din partner – handikap eller ej. Husk at lytte til din krops signaler, så du ikke gør noget, som du eller den du ønsker at være intim med synes er ubehageligt. Sidst og måske også allervigtigst: Vær åben overfor sex på nye måder og se, hvad der sker!

0 comments

Leave a comment