Sårbarhedens Pris 4/7
Romantikeren i eksil
Maiken har altid troet på og drømt om kærligheden. Hun har bare svært ved at turde at forfølge den. I denne personlige fortælling undersøger Maiken Ringkjøbing, hvorfor frygten for at blive såret kan fylde mere end længslen efter kærlighed. Hvad gør det ved en person at beskytte sig selv så meget, at ingen rigtig får lov til at komme tæt på?
Sårbarhedens Pris er Maikens historie om kærlighed, frygt og en konstant flugt fra kontroltabet. Om at vokse op med idealet om den store kærlighed, og samtidig være rædselsslagen for den. Gennem psykologsamtaler, forældrenes kærestebreve og egne erfaringer har hun undersøgt, hvorfor nogle af os længes efter kærlighed, men stadig har svært ved at give sig hen. Dette er fjerde del af Sårbarhedens Pris af Maiken Ringkjøbing.
Måske har ingen nogensinde rigtig fik lov til at komme tæt på
“You can’t get hurt if you never get close.”
— Harry, sæson 1 af Too Hot to Handle
Nej, det skal egentlig ikke specifikt handle meget mere om det skide realityprogram,
men i dagene efter min åbenbaring over serien har urværket i hovedet kørt, som var
det lige blevet trukket op.
På den ene side skammer jeg mig helt vildt over at kunne relatere til dem. Det føles i
hvert fald ikke som noget, et menneske, der er vokset op omringet af kærlighed, burde
kunne. Men på den anden side har jeg lært noget nyt - om end knapt så fedt - om mig
selv. Og det er vel det, hele den her rejse har til formål?
Jeg har datet mennesker som dem. Uden tvivl. Men dét jeg faktisk synes er mest smertefuldt er, at jeg har været en af dem.
Jeg har givet mig hen, men aldrig helt. Jeg blev hende, der kunne gå. Jeg var fri.
Jeg troede, det var styrke. At være hende, der aldrig blev. Eller hende, der valgte mænd,
hvor jeg dybest set godt vidste, at det aldrig ville blive til noget. Men bag friheden gemte sig en flugt. For hvad nu, hvis nogen virkelig så mig? Ville de stadig vælge mig, når jeg ikke længere var let og sjov og nysgerrig? Jeg har datet mange, men aldrig ladet nogen komme helt ind. Ikke før nu.
Og nu, hvor det er gået op for mig selv, så tror jeg, mange kender det. Enten at have
stået over for én, der ikke turde elske – eller at have været den person selv.
Problemet ligger i, at vi ikke tør sige: “Jeg vil gerne vælges.” Så vi siger: “Jeg er ikke klar.”
Eller: “Det var alligevel ikke det rigtige.” Men måske var det ikke dem, der ikke var rigtige.
Måske var det bare mig, der ikke turde blive.
Og netop derfor hænger jeg mig i citatet, jeg startede dette afsnit med.
Citatet er det, jeg bedst relaterer til. Det, der bedst beskriver, hvordan jeg har beskyttet
mig selv.
Jeg har sat følelsesmæssige mure op, forklædt som overskud. Jeg har sluppet forbindelser, før de blev for virkelige.
Jeg har ikke lukket folk ind – i hvert fald ikke rigtigt – og så undret mig over, hvorfor jeg
ikke kunne blive forelsket bagefter. Og hvis jeg tillader mig selv at dykke ned i den reelle
årsag til, at jeg har tyet til de korte og overfladiske relationer, så pibler det frem
med de små(store) usagte følelser, pakket ind i et tykt lag bobleplast.
Det kan godt være, at jeg ikke rigtig genkender akten i at være fuldt ud sårbar i en
romantisk relation. Men måske er det på tide, at jeg forsøger mig med det...
Glæd dig til femte del af Sårbarhedens Pris der udkommer d. 14. juni.
Se også: Bestsellers