Hvordan åbner jeg mit forhold

Hvordan åbner jeg mit forhold?

Har du overvejet om et non-monogamt forhold er noget for dig, men er ikke helt sikker på hvordan det skal fungere eller hvordan du skal tale med din partner om det? Så læs med i denne guide, hvor vi har samlet råd til hvordan du kan navigere i non-monogame forhold

Hvad er non-monogame forhold?  

"Non-monogam" dækker over alle slags forhold, der ikke er monogame (altså når kun to personer er eksklusive). Der er mange begreber forbundet med non-monogami, og hvis du ikke har det store kendskab til det, kan det godt være lidt forvirrende.

Selvom det er vigtigt at sætte sig godt ind i detaljerne ved non-monogami, kan vi starte med at skelne mellem begreberne polyamori og et åbent forhold. Polyamorøse forhold er de non-monogame forhold, hvor man kan have romantiske relationer med mere end én partner. Med begrebet "åbent forhold" forstår man mere de forhold, hvor man har én fast eller primær romantisk partner, og samtidig har seksuelle relationer til andre.

Før du tager snakken med din partner eller potentielle partnere, kan du overveje hvad du selv vil foretrække. Kan det fungere med flere romantiske partnere, eller kan du kun overskue én romantisk partner?  

Hvis du vil have en hurtig introduktion til begreberne når man snakker non-monogami, kan du også lytte til vores podcast her. Der får du desuden flere gode råd til at navigere i et non-monogamt forhold:

Lyt på Spotify her.

Lyt på iTunes her.

Lyt på Soundcloud her.

 

Før du tager snakken

Udover at overveje, hvilken form for non-monogamt forhold du kan være i, er der flere andre ting du skal tænke over:

Hvis du er i et monogamt forhold allerede, kan du først overveje, hvad du vil have ud af at gøre forholdet non-monogamt. Er det for at føle dig "fri", eller er det for at åbne op for flere personer? Der er ikke noget galt med nogen af delene, men det er en god ide at overveje hvorfor.

Hvis du er i et monogamt forhold, skal du nemlig også medtænke din partners reaktion på samtalen. Nogle kan føle sig usikre eller sårede over at deres partner vil inkludere andre, og hvis I ikke kan kommunikere ordenligt om de usikkerheder, kan det være rigtig svært at fungere i et non-monogamt forhold.   

En anden ting man skal huske er, at non-monogami ikke er en løsning eller en redning på et monogamt forhold i krise. Ikke alle har kapaciteten til at være i et non-monogamt forhold, så det er ikke bare lige et hurtigt fix. 

Når du tager snakken

Når du så tager snakken, er det vigtigt at være empatisk overfor din partner og deres reaktion. Det er ikke sikkert, at de har kapaciteten til at være i et non-monogamt forhold, og det er du nødt til at respektere. Og hvis det er tilfældet, må du så overveje, om du har kapaciteten til at være i et monogamt forhold.

Der er ikke én forholdstype, der er mere rigtig end andre. Det vigtige er bare at accepterer de behov man har i forhold til andre, og ikke undertrykke hvad man egentlig foretrækker. 

Hvis non-monogami kan fungere for jer begge, kan det hjælpe hvis I snakker om regler og grænser før I inddrager andre. Det kan være ting som: hvor mange detaljer og information om jeres andre partner(e) vil I dele med hinanden? Vil I høre om den andens dates og sex, eller er I helst fri? Hvordan vil I håndtere jalousi? Er der plads til romantiske relationer med flere, eller skal jeres andre relationer kun være seksuelle?  

De regler I laver behøver ikke være permanente, men de kan være gode ledesnore i starten, når I vænner jer til at navigere i et non-monogamt forhold. Det kan ske, at der er oplevelser, som egentlig er inden for jeres regler, men som gør dig eller din partner usikker. Vær åbn om jeres oplevelser; jeres følelser er altid helt legitime. Hvis man kommer til at gøre sin partner jaloux eller ked af det, kan det føles skrækkeligt og afføde følelser som at ville lukke forholdet igen. Prøv at have tålmodighed og prioritere at tale med hinanden om, hvordan det føles for jer, i stedet for at handle prompte. 

Efter snakken

Efter I har aftalt, hvordan jeres non-monogame forhold skal fungere, er der flere ting I kan gøre, for at holde det ved lige. Kommunikation og tillid er nøgleord, som i alle andre forhold, og det er godt løbende at checke ind med hinanden. Jalousi kan sagens opstå, og det er vigtigt at sige det højt og være ærlig, i stedet for at gemme det væk. 

Hvis I har seksuelle relationer med flere, er det også en god ide, at have en aftale om at bruge prævention. Så undgår man risikoen for sexsygdomme, og så er det bare god stil overfor dine partnere. 

En udfordring ved non-monogame forhold kan være, at man kan føle sig underprioriteret, hvis der er flere partnere involveret. Det er vigtigt at have aftaler for hvor meget man ses med de forskellige partnere, og hvordan ens tid fordeles.

Det kræver altså sit arbejde at være i et etisk non-monogamt forhold, og det kan godt være lidt udfordrende. Men når I har god forståelse for hinandens grænser og behov, og bare er gode til at snakke om tingene, er I rigtig godt på vej.  

 

Læs også: Hvad er seksuel aftercare?

Læs også: Vores guide til langsom sex

Indsend en kommentar

Bemærk, at kommentarer skal godkendes, før de bliver offentliggjort.