Sårbarhedens Pris 2/7

Arven i kærestebrevene

Maiken har altid troet på og drømt om kærligheden. Hun har bare haft svært ved at turde at forfølge den. I denne personlige fortælling undersøger Maiken Ringkjøbing, hvorfor frygten for at blive såret kan fylde mere end længslen efter kærlighed. Hvad gør det ved en person at beskytte sig selv så meget, at ingen rigtig får lov til at komme tæt på?

Den 9. november 1995, kl. 00.11:

“ Jeg tror på, at du er manden i mit liv, og jeg nøjes med at sige ’tror’ , da jeg
er så bange for at sige andet – tænk hvis nu.... Nogle af mine venner synes,
at jeg lige skal slå koldt vand i blodet m.h.t at flytte over til dig, opgive min
lejlighed og så videre, men jeg har besluttet mig for at gøre, hvad jeg føler
er rigtigt og ikke, hvad mine venner og fornuften fortæller mig. (...) jeg er smask-hamrende forelsket i dig (...) “

Alle anvendte billeder er skribentens egne

Mine forældres kærlighedshistorie startede tilbage i oktober 1995. De lærte hinanden at kende gennem en fælles veninde, som mente, at de ville være et godt par. Der var dog bare lige det ’men’, at min far på dette tidspunkt boede i Felixstowe i England og min mor i København. Jovist, det er ikke nødvendigvis superproblematisk med fysisk distance i vores verden i dag, men tilbage i 90’erne var der hverken facetime eller messenger. Så her måtte de ringe sammen og skrive breve til hinanden i en måneds tid, inden de mødte hinanden. Og hvis vi så lige vender snuden op mod citatet ovenover igen, så er det et udpluk fra ét af brevene, som blev skrevet nogle få uger efter, at de havde brugt nogle dage sammen for første gang. Jeg siger det lige igen: FØRSTE GANG!!!! I starten af december 1995 havde min mor sagt sin lejlighed og sit job op i København for at flytte ind hos min far i Felixstowe. Sikke en start.

Jeg har egentlig aldrig været i tvivl om, at det var den form for kærlighed, der har været hele omdrejningspunktet for min tilblivelse, men alligevel gør det et eller andet ved mig at læse brevene. På den ene side rør det mig dybt, at den kærlighed, jeg menes at have set gennem min opvækst, er ægte og har været det i 30 år. 

På den anden side mærker jeg med det samme en tyngde i maven. En uro. En utilpashed. Ikke fordi det er mine forældre, jeg læser om. Ikke fordi jeg ikke synes, det er smukt. Og ikke fordi jeg ikke ville ønske selv at have sådan en relation, men fordi jeg aldrig ville kunne få de ord ud af munden på mig selv – heller ikke på skrift. Det er så voldsom en udkrængning af hjertets kamre, at det ville knuse mig, hvis ikke det blev grebet. Og hvordan kan man så sætte sig selv så meget på spil, at man risikerer at blive knust?

Den 22. november 1995:

"Vores en gang imellem telepatiske evner, bekræfter ligesom, at vi hører
sammen. Du må tro mig, når jeg siger, at jeg aldrig har følt noget lignende.
For øvrigt har jeg heller aldrig sagt alle disse ord og ting til nogen før, ja, slet
ikke til mine venner og familie, så ramt af amors pil er jeg nu nok. For første gang i mit liv har jeg lyst til at dele min tilværelse med nogen."

Min fars ord til min mor. Ydersiden af mine læber trækker på sig. Det er
svært at lade være, når man læser det. Min mor havde haft et par kærester
tidligere, men hun var faktisk min fars første rigtige kæreste. Inden da var
han kendt som den ’kræsne’, der ikke bare faldt for hvem som helst. Men da
han så mødte min mor, var han bare sikker. Så sikker, at han også svingede
om sig med betydningsfulde superlativer og armene åbne for, at de skulle
bruge resten af livet sammen - efter kun få uger.

Når jeg kigger på dem nu, siddende ved siden af hinanden - modsat mig ved spisebordet - med drillende fingre i armhulen, på låret, i næseboret og en blanding af hysterisk grin og frustrerede suk, så ser jeg hvorfor. Jeg ser det som jeg altid har set, altid har fornemmet, og som har givet mig den tro på kærligheden som jeg har:

Det er to mennesker, som har valgt hinanden til hver dag i snart 30 år. De har været hinandens bedste venner og følgesvende. De har problemløst i stedet for problemudskudt. De har arbejdet på at sætte ord på deres behov i stedet for at gemme dem væk. De har turdet være sårbare og vise, hvad de kæmper med. Men hvordan?

Mens jeg sidder og læser brevene igennem, finder jeg også det, jeg ville kalde decideret et kærestebrev. Altså sådan et som man - i hvert fald i min egen generation - sendte i flyvende papirform over til klassekammeratens bord. I ved, ”Vil du være kærester med mig? Ja, nej, måske”. Og det var dateret til kun få dage efter deres første møde. Så ikke nok med, at de var hurtige til at være ærlige og sårbare omkring deres følelser, men de var simpelthen også klar til at indgå i, hvad man i dag nok ville se som en kæmpe forpligtelse – et forhold MED TITEL!!!

Jeg ved virkelig ikke, hvorfor jeg stejler sådan, når jeg læser det. For hallo, vi sidder da trods alt her tre årtier senere og ved, hvordan det er endt. Men det er som om det der med at give sig helt hen til at forpligtige sig til kun ét menneske og derfor lade sig opsluge af kun ét menneske også sætter følelsen af sårbarhed endnu mere på spidsen. Idéen om, med en titel, at sige: “Jeg har valgt dig og kun dig” er næsten en mere sårbar forestilling for mig end at åbne op verbalt - tro det eller lad være.

Jeg ved selvfølgelig godt, at det var en anden tid dengang. Hvis man havde så meget som strejfet hinandens læber, var man praktisk talt kærester, så det har ikke nødvendigvis vejet lige så tungt med den titel som det at åbne op for de følelser, som de tydeligvis havde. Men som jeg læser videre, mærker jeg igen væsken presse sig på bag øjeæblerne, hjertets basken med vingerne, samtidig med tyngden i maven.
For min mor skrev den 21. oktober 1995 i sit første brev til min far, noget der fuldstændig rammer hovedet på sømmet for mig:

"Det duer ikke, at man bliver bange for at prøve at leve i et parforhold på grund af, at det ikke er lykkedes for andre. Jeg tror, at man desværre må gøre sine egne erfaringer."

Hun har jo ret. Jeg er bare stadig i tvivl om, hvordan fanden jeg bærer mig ad.

Mine forældres kærlighedsbreve = idealet.

Min definition af kærlighed = mine forældre.

Jeg vil selv mene, at jeg har enhver god grund til at ville, tro på og ønske kærligheden. For jeg har jo set, hvad den kan føre til af gode ting. At man kan kæmpe sig igennem de hårde tider. At man kan elske et menneske og blive elsket til trods for de knapt så fine sider, som vi jo alle indeholder. Så hvorfor føles det som et pres?

Fik du læst Sårbarhedens Pris del 1? 

Tredje del af Sårbarhedens Pris udkommer d. 31. maj. 

Se også: Bestsellers