Sårbarhedens Pris 6/7

Sara tror på på kærligheden, siger hun

Maiken har altid troet på og drømt om kærligheden. Hun har bare haft svært ved at turde at forfølge den. I denne personlige fortælling undersøger Maiken Ringkjøbing, hvorfor frygten for at blive såret kan fylde mere end længslen efter kærlighed. Hvad gør det ved en person at beskytte sig selv så meget, at ingen rigtig får lov til at komme tæt på?

Sårbarhedens Pris er hendes historie om kærlighed, frygt, og en konstant flugt fra kontroltabet. Om at vokse op med idealet om den store kærlighed, og samtidig være rædselsslagen for den. Gennem psykologsamtaler, forældrenes kærestebreve og egne erfaringer har hun undersøgt, hvorfor nogle af os længes efter kærlighed, men stadig har svært ved at give sig hen. Dette er sjette del af Sårbarhedens Pris af Majken Ringkjøbing.

Rejsen starter ikke uden frygt, men med mod nok til endelig at blive

Sara tror på kærligheden, siger hun.

Hun tror på den og synes, at det er noget af det smukkeste, der findes. Men hun har svært ved at se sig selv i den relation til et andet menneske.

Ikke fordi hun ikke har prøvet det før og trivedes i det, men fordi hun fra den ene dag til den anden fik revet tæppet væk under sig af sin ekskæreste – ham, hun troede, hun skulle blive gammel med. Og netop den form for kontroltab kan hun slet ikke forene sig med.

Hun fortæller, at hun er god til at holde folk i armslængde. At sex og flirt er let – men så snart nogen nærmer sig hendes bløde punkt, trækker hun sig. Hun frygter den falske tryghed så meget, at hun slet ikke tør undersøge, om den ægte findes. Og for hende er den frygt større end kærligheden er.

Anvendte billeder er skribentens egne. 

Det siger Anja Gundelach Brems, at mange kan relatere til uanset, hvilket familieformat man er vokset op i. Relationer er for mange nemmere, hvis man har den indenfor rækkevidde og er forudsigelig. Men man kan faktisk arbejde på at lade relationerne være indenfor rækkevidde samtidig med, at de er sårbare:

"Dem jeg hører, der har succes i datingkulturen som den er nu, er dem der
hurtigt tør bringe dating op som et tema. Altså, at man på daten kan få talt
lidt om, hvordan det er for den anden at date, hvad der er vigtigt når man
dater eller hvad man er villig til – at man tør tale om præmisserne og
kontakten. Det er også en måde at bringe sig selv i spil og gøre sig selv
sårbar på. Når man rækker en hånd ud, risikerer man, at den bliver slået
væk, men det er også der, der sker et eller andet. Ellers bliver det endeløst,
for så kan man godt sidde og bytte meninger. Men bliver det spændende? Mærker du det andet menneske? Mærker du dig selv?"

Nej, det gør jeg faktisk ikke. Kan du genkende dig selv i det med bare at udveksle meninger? Og så måske endda ikke engang udveksle dine meninger og ønsker fuldt ud, fordi du er bange for, at det skræmmer den anden væk? For altså: I am guilty!

Mange gange igennem årene har jeg virkelig følt mig ensom. Ikke med venner og familie, for dem har jeg lige så hatten passer og mere til – jeg er heldig! Men ud over mine forældre har jeg set mine venner blive forelskede, være i lange forhold eller komme ud af forhold og forelske sig på ny, mens jeg gang på gang bare har plastret et smil i fjæset og haft det fjong over at være for evigt single. Kender I det – når andre nærmest falder i kærlighed på samlebånd, mens man selv føler, man står i kø til noget, der aldrig åbner. Kampen for at finde en, der vil mig nok til, at jeg vil dem....

Vent! Hvad var det jeg hørte mig selv tænke? Det er sikkert noget jeg har tænkt mange gange før, men først nu går det op for mig, hvor absurd det er. Har jeg reelt set forsøgt at finde en person som vil mig så meget, at jeg faktisk kan overgive mig til at turde at ville dem også?

Det lyder jo hul i hovedet?!?! Jeg tør simpelthen ikke åbne op for relationen fra min side, før jeg er sikker på modparten.

Og der er Sara enig med mig. Hun ser folk med deres villa, Volvo og vovse og håber, at hun en dag kan overvinde sig selv. At hun ikke finder problemer ved alle fyre, der viser den mindste interesse for hende. Hun håber, at den lyst til at møde mennesket en dag
vil være større end frygten. Vi kan ikke forvente, at nogen tør give sig hen, hvis vi aldrig selv åbner op. Og hvis vi ikke gør det – hvordan kan vi så nogen sinde blive helt sikre?

"Der er bare rigtig gode grunde til, at man ikke tør åbne op. Så nogle gange
skal relationen lige være lidt tryggere. Og det er også derfor, at det er så
hulens når man dater, for der møder man en person man ikke kender,
hvilket i sagens natur ikke er trygt. Når man så lærer personen at kende,
bliver tryggere og gladere for personen, så tør man måske ikke at dele,
fordi der pludselig er noget at miste. Nogen skal starte et sted."
Udtaler Anja over telefonen

Det rører mig dybt. For hun sætter i samtalen ord på alt det, jeg ikke føler, jeg har haft ord for. Kærlighed er livets paradoks: Et paradoks, der kan - og ikke kan - løses. Anja
fortæller om par, der har været sammen i mange år, men stadig føler ensomhed, fordi de ikke tør risikere at dele deres inderste behov:

"Det er ikke så mærkeligt, at der sidder to mennesker og føler
sig ensomme, for de har ikke turdet risikere noget. De har ikke
bragt dem selv helt derud eller delt deres behov, drømme og
længsler."

Til sidst spørger jeg Anja ind til, hvad hun ville ønske, folk i lignende situationer vidste. Hun trækker vejret dybt og holder en kort pause. Hun siger de gyldne ord. De ord, der faktisk sætter vandværket i gang igen. Jeg tror ikke, hun kan høre det, men hun
heler mig langsomt...

"Det hele kommer med en pris. Hvis du forsøger at undgå, at du ikke
bliver grebet i din sårbarhed, så er prisen, at du ikke engagerer dig
og, at det aldrig rigtigt bliver vigtigt. Det kan også blive lidt ensomt. Men husk på, at der kan være mange gode grunde til, at man ikke tør
at læne sig ind i kærligheden. Og der skal ikke være et ideal om, at
det skal man død og pine turde. Idealet kommer ofte med et yderligere pres om at lykkes, om at vælge rigtigt, om at det gode og
rigtige er at turde elske."

... Dét her skal Sara høre! 

Jeg lægger på, og noget føles anderledes. Ikke fordi jeg pludselig ved, hvordan man elsker. Men fordi nogen har sagt det højt, jeg har båret i årevis. At der ikke er noget galt med mig – jeg har bare passet på mig selv. Og måske... Har jeg passet så godt på mig selv, at jeg ikke har givet nogen chancen for at blive.

Anja slutter dog samtalen af med at spørge roligt ind til om der er en speciel person i mit liv for tiden – altså om jeg dater. Og ja det gør jeg. Faktisk opstod mit lille projekt her oven i opstarten på en ny, romantisk relation med en fyr, halvanden måned tidligere. Sikke et sammentræf. Og netop derfor er jeg også meget klar på at forsøge at ændre de mønstre, der hidtil overhovedet ikke har virket for mig. Hendes sidste råd til mig – OG DIG – lyder:

”Hvis han har fået lidt betydning, så tal med ham om det. Snak om, at der er noget man kan øve sig i sammen der."

Og det gør jeg. For den aften skriver jeg for første gang på eget initiativ, at jeg savner ham. Det var en lille handling. En besked. Men det var også det første skridt væk fra flugten. Og måske... første skridt mod kærligheden.

Næste - og sidste - del af Sårbarhedens Pris udkommer søndag d. 28. juni. 

Se også: Bestsellers