Sårbarhedens Pris 7/7

Tænk hvis han rent faktisk vil mig – og hvis jeg tør tro på det

Maiken har altid troet på og drømt om kærligheden. Hun har bare haft svært ved at turde at forfølge den. I denne personlige fortælling undersøger Maiken Ringkjøbing, hvorfor frygten for at blive såret kan fylde mere end længslen efter kærlighed. Hvad gør det ved en person at beskytte sig selv så meget, at ingen rigtig får lov til at komme tæt på?

Sårbarhedens Pris er hendes historie om kærlighed, frygt, og en konstant flugt fra kontroltabet. Om at vokse op med idealet om den store kærlighed, og samtidig være rædselsslagen for den. Gennem psykologsamtaler, forældrenes kærestebreve og egne erfaringer har hun undersøgt, hvorfor nogle af os længes efter kærlighed, men stadig har svært ved at give sig hen. Dette er syvende og sidste del af Sårbarhedens Pris af Majken Ringkjøbing.

Mine forældre sprang ud i kærligheden uden garantier. Jeg prøver stadig at lære hvordan

Det er underligt at skrive det, men ja jeg dater faktisk en. Og med ham føles det for en gangs skyld anderledes. Ikke fordi det er nemt. Det er faktisk det sværeste. Men han er hverken utilgængelig eller en, hvor der ikke er noget på spil for mig. Der er faktisk rigtig meget på spil.

Jeg prøver at blive.

Jeg prøver at give mig hen.

Jeg prøver at sige det højt, når jeg savner.

Måske handler kærlighed ikke om at føle sig helt klar, men om at turde vælge hinanden alligevel

Og midt i det hele kan jeg mærke, at jeg har brug for at høre fra nogen, der har gjort det – altså, kastet sig ud i det. Ikke kun med kærlighed. Men med tvivl. Risiko. Mavefornemmelse. Og høre det fra dem 30 år senere og ikke kun gennem deres
breve. Mine forældre. Så jeg ringer til dem.

Jeg vil gerne forstå, hvordan de turde – dengang i ’95, da min mor sagde sin lejlighed og sit job op og flyttede til en by i England for en mand hun knap nok kendte.

Anvendte billeder er skribentens egne 

Jeg spørger dem, hvad det var, der gjorde, at de bare... sprang.

Man skulle tro de kendte hinanden lidt for godt. For uden tøven kigger de på hinanden
som om den anden burde have svaret. Min far smiler lidt og siger:

"Hvad var det værste, der kunne ske? At det ikke gik. Og så måtte vi finde ud af det. Men vi havde jo også fornemmelsen af, at det kunne blive til noget."

Min mor nikker og imødekommer det spørgsmål, der endnu ligger på mine læber:

“Det der med at være bange for at blive såret... det tænkte jeg slet ikke på dengang.”

Jeg kan mærke, at det rammer noget i mig. Den frygt, jeg i dag kæmper med, havde de
ikke med i bagagen. Måske fordi de begge var vokset op i hjem, hvor kærlighed ikke
nødvendigvis blev vist som tryghed – men de vidste, at de ville noget andet. Som min far
siger, så har han altid vidst, at han ikke ville være i et ægteskab som hans forældre.
Mine bedsteforældre. Han ville noget bedre.

Det slog mig, hvor anderledes det er end min egen tilgang. Jeg har haft den
store kærlighed omkring mig hele livet – og alligevel er det mig, der er bange for
at gøre den umulig.

“Hvis du skaber problemerne, før de er der, så går det aldrig,” hører jeg igennem telefonen. 

Hvorfor er det, at alle andre kan forstå logikken, men ikke mig? For jeg ved jo godt alt det der. Men samtidig har jeg taget mig selv i at lede efter grunde til, at jeg skal smutte – før det overhovedet er begyndt. Og hvis jeg skal være ærlig, har jeg allerede ledt efter grunde til at smutte – mere end én gang. For det er fucking hårdt at aflære mønstre, selv når man godt ved, de ikke hjælper.

Af en eller anden grund har han så formået at få mig til at blive. Til at falde til ro. Og falde dybere og dybere for hver gang vi bruger tid sammen.

“Du skal ikke være bange for at give dig fuldt ud,” siger min far
og afbryder min tankestrøm. “Det kan godt være, det ikke
holder. Men det er bedre end at trække dig. For så går det først
galt.”

“Og hvis han ikke kan acceptere dig, som du er,” siger min mor
roligt. “Så er han ikke den rigtige.”

De kender mig. Alt for godt.

Jeg ved ikke, om det her bliver til det, jeg har en fornemmelse af at det kunne. Men han gør mig glad. Og jeg prøver. Jeg prøver at nyde det og være i det alligevel.

Jeg forsøger at lade være med at beskytte mig selv ihjel.

Jeg forsøger at være ærlig. Både med ham og mig selv.

Jeg forsøger at lade det ske – uden at styre det.

Og måske er det netop det, mine forældre har gjort hele tiden.
Ikke elsket uden frygt – men elsket alligevel. 

_________________________

Kære mig 

Du har været bange. Du har holdt fast, hvor du burde give slip. Og givet slip, hvor du længtes efter at blive. Du har forsøgt at være cool, fri, uafhængig – men du har været ensom i det.
Samtidig har det været svært at dele den sårbarhed med nogen, fordi du frygtede, at venner og familie også skulle se, hvor uelskelig du frygtede du var. Men du er her nu.

Og selvom denne rejse ikke løser alt, så er nøgleordet at øve.

Du øver dig i at blive.

Du øver dig i at elske.

Og jeg vil gerne sige dig noget vigtigt: Du er ikke forkert, fordi du er følsom. Du er ikke for meget, fordi du håber. Du er ikke svag, fordi du længes.

Og du er bestemt ikke uværdig, selvom det ikke er alle, der kan se din værdi.

Du har så meget at være taknemmelig for. Og så mange fuldstændig fantastiske
mennesker, der hver dag vælger dig til og elsker dig. Husk at fortælle den lille dig det
en gang imellem. Hun gemmer sig stadig derinde.

Du fortjener at blive valgt. Af andre – men også af dig selv. Så det gør jeg nu. Jeg vælger dig – vælger mig.
Med alt det skrøbelige.
Med alt det stædige.
Med alt det knapt så smukke.
Med hele hjertet.

Kærlighed 
Mig

Dette var syvende og sidste del af Maiken Ringkjøbings serie Sårbarhedens Pris. 
Hvis du ikke fik læst de andre dele af serien, kan du læse dem her: 

• Sårbarhedens Pris 1/7: 
• Sårbarhedens Pris 2/7:
• Sårbarhedens Pris 3/7:
• Sårbarhedens Pris 4/7:
  
• Sårbarhedens Pris 5/7:
  

• Sårbarhedens Pris 6/7: 

Se også: Bestsellers