Hvad er shadowban?
Shadowban er et udbredt og omdiskuteret emne - findes det eller findes det ikke? Læs mere om fænomenet og hvad du kan gøre, hvis nogen, du følger, er ramt, her.
Hvad er shadow ban på Instagram?
Shadowbanning eller det at blive shadowbanned betyder, at Instagram nedprioriterer en konto uden at give besked til kontoejeren, blandt andet ved at gøre det sværere at finde kontoen gennem søgefunktionen, eller ved at opslag bliver gemt på følgeres tidslinje.
Shadowbanning er ikke et officielt udtryk, og den administrerende direktør for Instagram, Adam Mosseri, har udtalt at shadowbanning ikke findes eller benyttes af Instagram til at "straffe" brugere. Instagrams nye retningslinjer, blandt andet det nye “sensitive content”-filter fra 2021, bekræfter dog at mediet skjuler eller sletter offentlige opslag, hvis de vurderes som “upassende”. Det betyder altså, at selvom en konto ikke nødvendigvis har overtrådt Instagrams regler, vil dets indhold blive skjult, hvis det vurderes at indholdet er “rystende” for visse brugere.
Men "upassende" og "rystende" er ekstremt subjektive termer, og mange brugere på Instagram oplever at shadowbanning, sletning af opslag eller suspendering af ens konti rammer lidt vilkårligt - eller snarere at reglerne gælder for visse, men ikke alle.
Hvor længe varer shadowban?
Da shadowban ikke er officielt anerkendt af Meta (som ejer Facebook, Instagram og WhatsApp), findes der ikke en officiel måde at ophæve det på igen. Nogle hævder at bannet ophæves af sig selv efter 2-3 uger, mens andre siger længere tid.
Hvad kan man gøre mod shadowban?
Som platform på Instagram er der forskellige tiltag, man kan bruge, for at skabe opmærksomhed og aktivitet igen. Det kan være at opfordre følgere til at like, gemme og særligt dele opslag, da det giver muligheden for en større rækkevidde, som Instagram ellers forsøger at begrænse.
Derudover kan man checke sit “sensitive content” filter på Instagram, som på dansk hedder “kontrol af ømtåleligt indhold”. Dette kan gøres ved at gå ind på sin profil, trykke på indstillinger der befinder sig i højre hjørne (ikonet med de tre streger), vælge “konto”, derefter “kontrol af ømtåleligt indhold” og så "tillad". Herefter burde du have adgang til indhold, som ellers ville blive skjult. Det er dog kun muligt at tillade "ømtåleligt indhold" hvis man har registreret sin alder, da kun 18+ personer kan slå filteret fra.
Shadowbanning er mere end bare udelukkelse
Et shadowban er et symptom på et større problem, der ligesom "Free the Nipple"- bevægelsen, som sætter fokus på den arbitrære censur af brystvorter på personer med vulva, men ikke personer med penis, stammer fra et syn på seksualitet, sex og selv kroppen, der i generationer har været præget af skam og undertrykkelse. Selvom den generelle snak i samfundet om emner som sex og seksualitet langsomt er vendt til en mere åben og accepterende samtale, er der stadig lang vej igen, og udelukkelser fra fællesskaber som Instagram bremser denne udvikling. Censurering fører til yderligere stigmatisering og tabu. Det fjerner en af de mest tilgængelige former for tydelig, inkluderende undervisning om kroppen og selvet, hvilket alle kan finde gavn i. Det ødelægger eller vanskeliggører de fællesskaber, der er skabt af og til minoritetsgrupper såsom LGBT+, som for nogle er vitale samlingssteder, hvor man kan føle sig set, forstået og accepteret.
For mindre virksomheder, der i høj grad er afhængige af organisk trafik og eksponering på medier som Instagram, er shadowbanning også meget problematisk og potentielt meget skadende. Det samme er gældende for sexarbejdere, der primært arbejder eller annoncerer online - ved udelukkelse fra medier som Instagram bliver nogle presset til at opsøge kunder ved gadebaseret sexarbejde, hvilket øger risikoen for vold og misbrug af sexarbejderen i meget høj grad.
Mens shadowbanning nok ikke forsvinder som udelukkelsesmetode lige foreløbig, er det vigtigt at blive ved med at støtte, dele og på anden vis interagere med sexuddannere, sexshops, sexarbejdere og alle andre, der rammes af forbud og straf ved bare at udtale sig om såkaldte "upassende" emner. Ved at blive ved med at skubbe tilbage og synliggøre hvad forbuddene ellers forsøger at gemme, vil noget så naturligt som sex og nydelse langsomt blive aftabuiseret.