Sex under graviditet

Sex under graviditet

Dette blogindlæg er skrevet af UroGynObs fysioterapeut Anne Sofie Nielsen, der er medejer af Klinik Underværk.

Når du har set de to streger på graviditetstesten, opstår der, udover forhåbentlig stor lykke, ofte tusindvis af spørgsmål og tvivlstanker. Du kan blive usikker på, hvad du må spise og drikke, hvilke vitaminer du skal tage, og hvordan du skal træne. Men det er også helt normalt, at du tænker på dit sexliv. For "Hvad nu med mit og vores sexliv?", "Er det sikkert for mig at dyrke penetrationssex?" og "Må jeg bruge sexlegetøj?". Det vil jeg forsøge at hjælpe dig med at blive klogere på i dette blogindlæg.

Mange par oplever, at deres sexliv forandrer sig under en graviditet, så hvis du er gravid, og dit sexliv har ændret sig, så er du altså ikke alene. Det kan være på grund af fysiske forandringer, hormonelle udsving eller bekymringer om, hvorvidt det er sikkert for fosteret. Men lad mig slå fast som det første: I langt de fleste tilfælde er det helt ufarligt at have sex under en graviditet – både for mor og for baby. Så selvom det er helt normalt at være nervøs, især i starten, så er der altså ingen risiko for barnets velbefindende ved at have sex. Der kan være situationer, hvor det ikke er sikkert, men så vil du blive rådet til ikke at have sex af din læge eller jordemoder. Det kan fx være, hvis du oplever blødning eller har risiko for for tidlig fødsel. Men i langt de fleste tilfælde er det som sagt helt ufarligt at have sex under graviditeten, da livmoderen og fostervandet beskytter fosteret effektivt. Så længe graviditeten forløber normalt, er der ingen risiko ved at have sex eller at få en orgasme.

 

Sex under graviditeten kan faktisk have mange fordele

Det er en skrøne, at alle gravide automatisk mister lysten til sex – nogle oplever faktisk øget lyst. Og der er da også mange fordele ved at have sex, når du er gravid. Fx styrkes jeres parforhold ved intimitet og nærvær, og den fysiske afspænding efter sex bidrager til bedre søvn.

Ved en orgasme frigives hormonet oxytocin, som kan reducere stress og forbedre humøret. Så både sex med din partner og dig selv kan have positive fordele for din gravide krop. 

Med en voksende mave eller et ømt bækken kan det være nødvendigt at eksperimentere med nye stillinger, eller tilretter dem I allerede bruger, så de tager hensyn.
I kan fx prøve spooning, hvor I ligger på siden, din partner ligger bag dig, og du har en støttende pude mellem dine knæ. Du kan sidde ovenpå ham, så maven ikke er i vejen, og du styrer dybde og tempo. Hvis du stadig synes om missionærstillingen, kan du lægge en pude eller to under din lænd for ekstra støtte, eller din partner kan støtte sin vægt på hænderne, så han ikke lægger pres på din mave.

Husk også at intimitet ikke kun handler om sex eller penetration – kys, berøring og massage kan være lige så givende og kan bidrage til at bevare den følelsesmæssige forbindelse mellem parterne.

Læs Hvordan kan man have sex uden penetration? 

 

Hvordan føles en orgasme under graviditeten?

Orgasmer under graviditeten kan føles anderledes end før, fordi kroppen gennemgår store forandringer. Den øgede blodgennemstrømning til bækkenområdet kan gøre fornemmelsen mere intens, og nogle kvinder oplever, at deres orgasmer føles stærkere eller varer længere. De sammentrækninger, der opstår i livmoderen under en orgasme, kan være mærkbar, især når du er længere i graviditeten, hvor livmoderen er større og mere følsom. For nogle kan orgasmer føles ekstra behagelige, mens andre kan opleve en smule ubehag, især hvis livmoderen trækker sig meget sammen efterfølgende. Det er ufarligt, men det er naturligvis vigtigt at lytte til sin krop, og kun gøre det, du er tryg ved.

 

Må jeg bruge sexlegetøj som gravid?

Under en graviditet er der ingen farer eller komplikationer forbundet med at bruge sexlegetøj - det kan faktisk have en positiv effekt og være med til at opretholde et aktivt og nydelsesfuldt sexliv under en graviditet, hvor der sker mange kropslige og hormonelle forandringer. Mange kvinder oplever desuden, at de har behov for glidecreme, da de hormonelle forandringer kan påvirke slimhinden i vagina og evnen til at bruge våd (nok), selvom der bruges god tid på opvarmning.

Samlet set kan sex under graviditeten altså være en positiv oplevelse, som styrker parforholdet og giver dig som gravid en positiv kropsoplevelse mens der sker mange store forandringer. Men det er naturligvis vigtigt, at du som gravid føler dig tryg og lytter til din krops signaler. Hvis du føler det mindste tvivl eller har spørgsmål, skal du altid dele dem med din læge, jordemoder eller anden sundhedsfaglig for at sikre en god og tryg oplevelse.

Kilde: www.sundhed.dk 

 

Vil du læse videre om samme emne?