Sex og fysisk handicap: Facts og fordomme
De fleste personer med et fysisk handicap har på et eller andet tidspunkt fået spørgsmålet: ”Kan du have sex?”, og ikke nødvendigvis med intentionen om at starte en seksuel relation. Hvad der helt præcist ligger til baggrund for spørgsmålet, er nok svært at komme med en konkret begrundelse for. Men, at der er en masse misforståelser og fordomme når det kommer til det, at have et fysisk handicap, kan ikke benægtes. For at belyse dette, og gøre op med nogle af de stigmatiseringer, vil denne artikel gennemgå nogle af de hyppigste fordomme, og viser at sex er for alle, der har lyst til det.
Denne artikel er skrevet af Kathrine Madsen, 21 år, vokset op i en familie, hvor hendes mor og søster har knogleskørhed, med perioder hvor hendes mor og søster har været kørestolsbrugere.
Har handicappede sex?
Det er en udbredt fordom, at personer med et fysisk handicap ikke har sex, enten fordi de ikke er i stand til at have sex, eller fordi de tillægges et psykisk handicap eller barnligt sind, og derfor ikke tænker på sex som jævnaldrende. Men sex og seksualitet stammer fra en individuel lyst og et behov, som ikke forsvinder fordi man f.eks. sidder i en kørestol. Så ja, handicappede har også one night-stands, bollevenner, trekanter eller kærester.
Når det så er sagt, kan der med et fysisk handicap medfølge nogle begrænsninger, som kan komme til udtryk hvad enten man har sex med sig selv eller med andre. Muskelspændinger, nedsat mobilitet eller manglende føling er nogle af de udfordringer man med et fysisk handicap kan være begrænset af. Men at det skulle være umuligt at have sex, er langt fra faktuelt.
Hvordan har man sex som kørestolsbruger?
Det hurtige svar er; ligesom alle andre, og oftest i soveværelset. Først og fremmest er det en misforståelse, at alle sidder i kørestol af samme grund. Alle er forskellige, og ligeledes er deres måder at have sex på. De fleste der sidder i kørestol, har samme nydelse og kontrol over deres kønsorganer som alle andre, og derfor er en kørestol altså ikke ensbetydende med manglende erektion eller orgasme. At have en fysisk funktionsnedsættelse betyder ikke, at der kun er én sexstilling der fungerer en, eller at man kun kan ligge fladt på ryggen. Selvfølgelig kan der også være stillinger, der kan være svære eller håbløse at fuldføre. Men med en smule kreativitet og fantasi og måske tilføjelser som puder, en foldet dyne eller benyttelse af kørestolen, som oftest kan hæves og tiltes, åbner det op for et hav af muligheder der kan afprøves og undersøges. Måske kræver det lidt planlægning, kreativitet og assistance i starten for at finde en god position. Men det er en fælles udforskning for alle, der har sex med en ny partner, at finde ud af hvad hinanden kan lide og hvad der fungerer godt.
Sex er ikke bare penetrationssex
Sex er meget andet end bare penetrationssex, og det er en grundlæggende misforståelse, at man ikke kan have sex, hvis ikke man kan gennemføre et samleje med penetrationssex. Sex kan være alt lige fra kys, berøring, massage; altså kategorier af sex der åbner op for oralsex, onani, hand-jobs eller benyttelse af sexlegetøj. Der er derfor mange andre måder at have sex på, end at have penetrativsex i en missionærstilling. For come on, det ville da også være for kedeligt.
Vil du udforske emnet yderligere, så se også vores udvalg af dildoer, vibratorer og stimulatorer.
Handicappede dater ikke kun andre med et handicap
Det er en fordom, at personer med et fysisk handicap kun ønsker at date en der også har et handicap. At søge en ligesindet, en forståelse og accept i en anden partner, betyder ikke at den anden partner også skal sidde i en kørestol.
Fordommen om at personer med et handicap kun søger at indgå i en kærligheds relation med andre, der også har et handicap, definerer en person ud fra handicappet, frem for at se personen først. At indgå i en kærlighedsrelation er altså ikke anderledes, hvad enten man sidder i kørestol eller ej, og ingen skal anses for værende noble for at date en med et handicap, da begge partner vil bidrage med hver deres.
LGBTQI er for alle
Ligesom resten af samfundet kan personer med et fysisk handicap også identificere sig med LGBTQI. Men fordi fordomme såsom at personer med at handicap er aseksuelle, og derved ikke har lyst til at have sex, kan det stå i vejen for at blive set og mødt med den seksualitet man har. Seksualitet og præferencer, er endnu en gang en personlig ting. Det er derfor ikke en kørestol, der afgør hvorvidt man er til sit eget, modsatte eller begge køn.
Mangfoldig sexoplysning
Sex kan for mange være svært at tale om, men der er god grund til at oplyse om sex og seksualitet til alle, men samtidig at det også gøres inkluderende og mangfoldigt. For at gøre op med nogle af de fordomme, som er med til at skabe barrierer, og kan gøre det svære at forme en relation med en partner, kræver det en bredere forståelse af hvad sex er, og hvordan det kan se ud.
Dette kan både være i folkeskoleundervisning og gennem repræsentation i medierne. For sex er ikke kun vigtigt for at skabe en relation, men kan også være både fysisk og psykisk gavnligt. Så lad os droppe fordommene og spørgsmålene, og lad os være enige om at alle kan have sex hvis de ønsker det.
Læs også: Guide til onani for personer med vulva
Læs også: Guide til onani for personer med penis