orange blomster på en mark

Derfor skal du ikke skamme dig over herpes

I en Instagram story fra @Peech for nylig, der handlede om tilståelser, var der et svar om herpes. Det er et emne, der kommer op en gang imellem, og som der mangler lidt oplysning om. Det ærgerlige og særlige omkring seksuelt overførte infektioner (det der i gamle dage blev kaldt kønssygdomme), er også at udover at de kan være kropsligt ubehagelige, så er der mange der skammer sig over dem. Og skammen kan komme til at fylde mere. Læs med her, så viden om herpes måske kan fjerne lidt af skammen.

Skrevet af somatisk terapeut Molly Mørch

To forskellige slags

Der er to forskellige slags herpes: HSV 1 og HSV 2 (HSV står for herpes simplex virus). Ifølge sundhed.dk er en ud af fem 30 årige smittet med HSV2, mens fire ud af fem er smittet med HSV1. Den slags herpes man får i ansigtet (oftest på læben) er i overvejende grad HSV 1. Derfor er den lidt bredere forståelse at HSV1 er den, man har i ansigtet, og HSV2 er den, man har i genitalierne. Det passer bare ikke… I genitalierne er 60% af forekomsterne HSV2, mens 40% er HSV1. Det passer meget godt sammen med at man lettere kan smitte fra læbe til genitalia, mens sjældent den anden vej (sjældent, ikke aldrig = det kan altså godt ske).

Hvordan ved du at du har herpes?

Herpesudbrud er små blærer på huden. Har du brug for et billede er google din ven. Herpesudbrud er for nogle meget smertefuldt, med smerter i det påvirkede område, samt eventuelle nervesmerter, der stråler ud i kroppen. Nogle mærker intet til udbruddet. Omkring to ud af tre får ikke et udbrud efter den første infektion, og tre ud af fem, der bærer virussen, ved ikke at de har den. Den sikreste måde at vide om man har herpes er med blodprøve.

Hvordan beskytter du dig?

Kondom eller slikkelap giver rimelig god beskyttelse. Man kan ikke beskytte sig ved bare at tjekke efter om man har udbrud, da virussen også kan smitte i perioder uden udbrud. Det er derfor så mange har det uden at vide det, og uden at have haft udbrud. Selv når man bruger kondom og slikkelap kan der være slimhinder, der rør ved hinanden, eller væsker der bliver overført. Den aller sikreste løsning vil derfor være at kræve blodprøve af sexpartnere.

Ja, det er nærmest umuligt!

Hvis du er nået så langt i artiklen vil du måske sidde og tænke noget i retningen af at det jo nærmest er umuligt dels at vide om man har herpes, og dels at beskytte sig mod herpes. Og ja, med mindre man får lavet blodprøver, så er det nærmest umuligt. Og ved du hvad det betyder? At hvis du tidligere har skammet dig over at du har herpes, så er det nu om du skal overveje om det virkeligt er noget, du på nogen måde har haft indflydelse på. Mit bud ville være: “Nej! Det er ikke din skyld at du har herpes, så se om du kan give slip på lidt af skammen". Det er svært nok at være menneske i forvejen, vi behøver ikke gøre det sværere ved at gå og skamme os over ting vi ikke kan gøre noget ved.

Og husk: Der er masser af gode grunde til at dyrke sikker sex, så bliv endelig ved med det. Du finder Peechs store udvalg af prævention her

 

Kilde: www.sundhed.dkhttps://www.sundhed.dk/borger/patienthaandbogen/sexsygdomme/sygdomme/virusinfektioner/herpes-genitalis/

Indsend en kommentar

Bemærk, at kommentarer skal godkendes, før de bliver offentliggjort.