Alt om endometriose

Alt om endometriose

Kan det virkelig passe at det gennemsnitlig kan tage 6 til 7 år, før en korrekt stillet endometriose diagnose kan finde sted? Skal vi indefinde os med, at sygdommens symptomer og seksuelle udfordringer i høj grad er forbundet med samfundets diskurser, der normaliserer, tabuiserer og stigmatiserer endometriose? Og er vores underliv måske bare for mystisk til optimal udredning og fyldestgørende forskning?

Endometriose - smerter og sex

Endometriose er tilstedeværelsen af livmoderens slimhindevæv (endometriom), der spreder sig muterende i bughule, tarme, æggestokke og andre øvrige organer. Endometriosevævet undergår samme cykliske og hormonelle forandringer som slimhindevævet i livmoderen, men fanges i bughulens anatomi og bliver inflammatorisk. Dette kan derfor medføre kraftige og kronisk invaliderende smerter i forbindelse med menstruation og cyklus (1).

Grundet disse smerter, oplever mange med endometriose manglende lyst og stor ubehag under sex. Årsagen kan være grundet længerevarende penetrerende friktion i og omkring skeden, der allerede føles belastet af spændinger og press fra de rundtomlæggende påvirkede organer (2). Det er derfor essentielt at sætte farten ned og skabe en mere nænsom og beroligende opvarmning til afspændning af skede og bækken før penetration. Ligeledes kan det gavne at medtænke en nærværende og kærlig opmærksomhed på det kropslige respons, både som en sexpartner eller med sig selv.

Samfundsperspektiv

Endometriose har ud over de mange fysiske konsekvenser, et komplekst symptombillede der både fremstår socialt betinget og individuelt funderet. Ifølge WHO påvirker endometriose nemlig omkring 10% af personer med en livmoder globalt (3), og med en sådan prævalens formodes det, at forskningen ligeledes følger trop med den bemærkelsesværdige kurve - men tværtimod. Mange endometrioseramte personer verden over går under den diagnostiske radar, grundet en for spinkel og useriøs dialog og udredning af svært smertepræget personer med vulva og livmoder.

Denne mangelfulde dialog og synliggørelse af endometriose, skyldes en forankret mystificeret fortælling om ‘’kvindekønnets’’ anatomi og somatik. Det er velkendt at cykliske underlivssmerter

og ubehag, ofte går hånd i hånd med at have en livmoder, men af samme årsag mistolkes og afskrives endometriosesmerter som habituelle for en fødedygtig person. Det er derfor med til at afføde den for spinkle opsporing, netop fordi den er forklædt i skildringen om en ‘‘typisk kvindelig smerte’’ (4).

Hvad kan man gøre?

Udvidelse af accept og forståelse for endometriose i sundhedsfaglig kontekst, er en fundamental del i behandling og anerkendelse af diagnosen. Men hvordan kan man som endometrioseramt gøres synlig og styrke sin egenomsorg?

Ved at synliggøre vores egne oplevelser med skam, sorg, kropsopfattelse, seksualitet og generelle eksistentielle problematikker, kan vi gennem fyldestgørende dialog føle os mere tilknyttet, set og hørt. Vi personer født med livmoder, kan særligt gavne af at sænke farten og mærke efter vores behov og cyklus, i et samfund der ellers påskynder evig vækst og travlhed. Tag derfor plads til at pleje om dig selv, din krop og de påbegyndende smerter. Lær din anatomi af kende på ny, ved anderledes metoder for onaniudforskning, i et tempo der er passende til dine udfordringer og smerter. Kræv eventuelt en sexpartner der med integritet kan begribe hvad du og din dejlige krop indebærer, og find modet til at formidle dine behov autentisk.

Skrevet af: Sophie Bryant V. – Medstifter af Womb. Sexolog og Sygeplejerske

Referenceliste

  1. Endometriose Fælleskabet, 2022. Endometriose - Hvad er det ? [Online] Available at: https://www.endo.dk/om-endometriose/fakta/ [Accessed 03 May 2024].
  2. Carter A, Ford JV, Luetke M, Fu TJ, Townes A, Hensel DJ, Dodge B, Herbenick D. "Fulfilling His Needs, Not Mine": Reasons for Not Talking About Painful Sex and Associations with Lack of Pleasure in a Nationally Representative Sample of Women in the United States.
  3. WHO, 2023. World Health Organisation- Endometriosis. [Online]
  4. Available at: https://www.who.int/news-room/fact-sheets/detail/endometriosis [Accessed 03 May 2024].
  5. Dahl-Rasmussen, M., 2018. Sygeforsikringen.dk- Endometriose – en tabubelagt sygdom. [Online]Available at: https://www.sygeforsikring.dk/nyt-sundt/endometriose-en-tabubelagt-sygdom [Accessed 31 April 2024].