10 ofte stillede spørgsmål om onani
De fleste onanerer. Uanset køn og alder, har stort set alle erfaring med self pleasure. Selvom de fleste føler, at de kan have åbne samtaler om at have sex med sig selv, er emnet stadig fyldt med både stigmatisering og skam, særligt for personer med vulva. Uanset om du er erfaren onanist eller er helt ny i at have sex med dig selv, har du sandsynligvis et spørgsmål eller to, du måske ikke føler dig tryg ved at stille, eller simpelthen ikke har haft mulighed for at stille. Vi har derfor samlet og besvaret ti spørgsmål, der ofte stilles i forbindelse med onani.
Er du nysgerrig på at høre om, hvordan andre onanerer? Læs mere i Håndbogen af Julie Ralund.
1. Onanerer alle?
Alle mennesker stifter på et eller andet tidspunkt bekendtskab med onani. Nogle onanerer flere gange om dagen, hvor andre næsten ikke eller slet ikke onanerer. Onani er helt almindeligt på tværs af køn og alder.
2. Er det normalt ikke at have lyst til at onanere?
Hvor nogle personer har meget høj sexlyst, har andre naturligt en lavere sexlyst. Ens lyster svinger også i perioder og ændrer sig over tid. Hvis du ikke har lyst til at have sex med dig selv, er det ikke et problem – så længe, det ikke er noget, der føles som et problem for dig. Hvis du oplever en drastisk ændring i din sexlyst kan det skyldes flere ting, og det kan være værd at tale med din læge eller lignende om.
3. Er onani utroskab?
Idéen om, at onani i et parforhold på en eller anden måde udgør en form for utroskab, er et både forvirrende og samtidigt helt almindeligt spørgsmål. At være utro defineres forskelligt, men i overordnede termer indebærer det, at man bryder fælles aftaler og overskrider sin partners grænser – som oftest med en tredjepart. Man kan være sin partner utro både seksuelt og emotionelt. Hvis din partner mener at onani er illoyalt, kan det være en god idé at have en samtale om det. Din seksualitet er din alene, og er adskilt fra din partners – at pleje sit seksuelle selvforhold er en sund form for selvomsorg, som du selvfølgelig må have med dig selv.
4. Bør onani føre til orgasme?
Det korte svar er: nej. Onani kan være en god måde at udforske sin krop på, og det er absolut ikke en jagt på en orgasme. Hvis du har svært ved at opnå orgasme betyder det heller ikke, at der er noget galt med dig. Der kan være mange grunde til, at det ikke lader sig gøre – det kan være enormt frustrerende, men vi opfordrer til at være nysgerrig på egen krop. Desuden kan udeblivelse af orgasme skyldes stress, angst, depression, hormonel ubalance eller tilstande forbundet med smertefuld sex, såsom forhudsforsnævring, vylvodyni og vaginisme.
5. Hvor meget onani er for meget?
Selvom det er muligt at gøre stort set alt til en afhængighed, også onani, så er det sjældent tilfældet. Så længe du lytter til din krop, og onanerer, fordi du har lyst til det – og ikke fordi du føler det som en pligt eller tvang, så er du med al sandsynlighed et godt sted. Når det så er sagt, kan der være hjælpemidler i forbindelse med onani, som kan skabe afhængighed – eksempelvis porno. Det kan derfor være en god idé at variere i måder at onanere på, så det ikke altid er den samme slags stimuli du anvender, når du onanerer.
6. Mister man mødommen ved at onanere?
Mødommen som koncept er en kompleks størrelse. Mange forbinder desværre stadig mødommen med idéen om, at en hinde skal sprænges, og at sex skal gøre ondt, når personer med vulva har sex for første gang. Det er en myte – når man er liderlig og våd, kan vagina udvide sig meget og man undgår fint rifter. Du kan læse mere om myten om mødommen her. Man kan anskue onani som at have sex med sig selv – men man mister ikke mødommen – hverken ved at penetrere sig selv med eksempelvis fingrene eller en dildo eller ved at blive penetreret af andre.
7. Kan man godt onanere, når man har menstruation?
Nogle personer føler sig ekstra liderlige, når de menstruerer. Hvis du har lyst til at have sex med dig selv når du bløder, skal du bare give den gas. Det kan anbefales at onanere for at mindske eventuelle menstruationssmerter. Hvis du bruger sexlegetøj mens du onanerer, skal du være ekstra opmærksom på hygiejnen og efterfølgende rengøring, da blod er et godt sted for bakterier at gro. Du kan læse mere om rengøring i vores guide her.
8. Kan onani forårsage infektioner eller sygdomme?
Både ja og nej. Onani i sig selv er helt og aldeles ufarligt – dog er der nogle forholdsregler i forhold til bakterier og sexsygdomme, som er vigtige at forholde sig til. Sexsygdommene klamydia, gonoré og syfilis er alle bakterier. Det betyder, at de sidder lokalt og ikke i hele kroppen. Har du en af sexsygdommene eksempelvis analt, kan du godt komme til at smitte dig selv til penis/vulva, hvis ikke du er opmærksom på hygiejnen, når du har sex med dig selv eller andre. Sørg for at blive testet ofte, og hvis du dyrker analsex, skal du også huske at blive testet analt. Sørg desuden for at vaske dine hænder og dit sexlegetøj inden du går i gang med at onanere, så ikke du risikerer at bringe dit underliv i ubalance, og eventuelt ender med en svampeinfektion.
9. Gør onani dig mindre følsom?
Onani kan ikke påvirke, hvor sensitiv hverken vulva eller penis er. Sexlegetøj kan ikke gøre, at man bliver mindre sensitiv – faktisk kan de bidrage til at øge ens sexlyst. Dog kan man med fordel gøre sig klart, hvordan man onanerer. Kroppen bliver lynhurtigt tilvænnet, hvis man hver gang onanerer på den samme måde, hvorfor man kan få oplevelsen af, at være mindre modtagelig over for den samme stimuli over tid. Derfor kan man med fordel være opmærksom på, ikke altid at anvende det samme sexlegetøj på samme intensitetsniveau. Udfordr og udforsk dig selv, ved af og til at onanere på nye måder og i andre tempi.
10. Hvad får folk ud af at onanere?
Der findes mange fordele ved at onanere. For bare at nævne et par stykker; nydelsen, at du lærer din krop bedre at kende, dit sexliv med andre kan blive bedre, du udvikler din seksualitet, du styrker din bækkenbundsmuskulatur. Du kan læse mere om gode grunde til at onanere i vores artikel her.
🍑
Hos Peech har vi et bredt udvalg af sexlegetøj, som med fordel kan bruges til onani. Her kan du udforske vores udvalg af alt fra dildoer, vibratorer, klitorisvibratorer til magic wands.
Læs også: Guide til onani for personer med penis
Læs også: Guide til onani for personer med vulva