Hvad er hæmorider?

Hvad er hæmorider?

De fleste personer kommer til at opleve hæmorider på et tidspunkt i deres liv - statistikken siger endda 1 ud af 3. Men hvad er hæmorider helt præcist og hvad kan du gøre for at forebygge dem? Læs med i vores guide her 

Hvad er hæmorider?

Hæmorider er udposninger på blodårene, der sidder omkring endetarmen og anus. De kan dannes lige under huden omkring anus, og ligner små buler. Andre sidder inde i endetarmen, og kan kun ses ved en kikkertundersøgelse (endoskopi).

Derudover opdeler man dem i 4 grader afhængigt af deres størrelse og sværhedsgrad:  

1. grad: Hæmoriderne sidder på indersiden af endetarmen og kan ikke ses udenpå. Kan stadig give blødning og smerte

2. grad: Hæmoriderne sidder på indersiden, "falder ud" ved afføring, men glider tilbage ind efter. 

3. grad: Hæmoriderne sidder på indersiden, glider ikke tilbage efter afføring, men kan skubbes på plads.

4. grad: Hæmoriderne hænger altid udenfor og kan ikke skubbes ind. Dog en meget sjælden tilstand!

1. grad af hæmorider kan ikke ses, og det er altså nødvendigt med en kikkertundersøgelse for at bekræfte dem. Grad 2, 3 og 4 kan dog godt ses, hvor der typisk er tydelige, mørkerøde udposninger omkring anus. Du kan bruge et lille spejl til at se efter selv, hvis du oplever kløe og smerte. 

Hvad er symptomerne på hæmorider?

  • Kløe, svie og smerte i og omkring anus
  • Blødning efter afføring, kan vise sig som blod på toiletpapiret eller i kummen
  • Udposninger der kan ses og røres ved

Blødning er et meget typisk symptom på hæmorider, og ikke nogen grund til panik. Men når man oplever blødning, skal man alligevel altid opsøge læge for at være på den sikre side. Vedvarende blødning eller smerte fra endetarmen kan jo også være noget andet end bare ufarlige hæmorider!

Hvorfor får man hæmorider?

Blodårene omkring anus kan strække sig og skabe udposninger, altså hæmorider, under øget pres. Det betyder, at hæmorider kan hænge sammen med:

  • At presse for meget når du skal på toilettet
  • Kronisk forstoppelse/ for lidt fiber i kosten
  • Jævnlige tunge løft 
  • Graviditet
  • Analsex (typisk uden nok glidecreme)

Når du bliver ældre, er der også større sandsynlighed for at få hæmorider. Det skyldes, at vævet der støtter blodårene i og omkring anus med tiden bliver svagere og derfor nemmere strækker sig. Det samme er gældende når man er gravid, da babyens vægt med tiden presser mere og mere på området omkring endetarmen. 

Er hæmorider farlige?

Ordet hæmoride lyder lidt seriøst, men i virkeligheden er hæmorider faktisk ret ufarlige. De kan give ubehag som kløe, svie og smerte, men er ikke decideret farlige for dit helbred. For de fleste er det mest udseendet af dem, der er til gene.

Nogle oplever også, at hæmorider der er gået i sig selv igen, efterlader små hudflapper eller "marisker" som det hedder. Det er hudfarvede små buler, der modsat hæmorider ikke bløder. Igen, de er ikke farlige, men kan være til kosmetisk gene og kan også være besværlige i forhold til at tørre sig ordentligt. 

I meget meget sjældne tilfælde kan man få blodmangel, hvis man har konstant blødning fra en hæmoride. Men der skal dog rimelig meget blod og tid til! Derudover skal man altid opsøge læge, hvis man oplever blødning fra endetarmen - det gælder uanset om man ved, at det skyldes en hæmoride eller ej - så hvis man sørger for at søge læge i fornuftig tid når blødningen opdages, vil blodmangel ikke engang nå at udvikle sig. 

Har man hæmorider af 3. eller 4. grad kan man også opleve, at hæmoriden kan komme i klemme i ringmusklen. Det giver en rigtig skarp smerte, som ikke er farlig, men ret ubehagelig. Hvis du har vedvarende smerter omkring anus og endetarmen, skal du også sørge for at opsøge en læge!

Hvordan behandler man hæmorider?

Hæmorider kan undersøges og behandles på flere forskellige måder.

Når du tager til lægen, vil de i de fleste tilfælde undersøge med fingrene og/eller lave en mini kikkertundersøgelse. Ved en lille kikkertundersøgelse (anoskopi) bliver de første 10 centimeter af endetarmen undersøgt, da hæmoriderne altid sidder i dette område. Afhængig af sværhedsgraden, er der flere forskellige behandlinger:

  • Salve. Bruges typisk ved 1. grad hæmorider og skal bruges 2-3 gange om dagen i 1-2 uger. Det er vigtigt at føre salven lidt ind i endetarmen med fingeren, da det er her, hæmoriden sidder.

  • Elastisk metoden. Bruges til at fjerne mellemstore, udvendige hæmorider som typisk er af 2. grad. Fungerer ved at lægen sætter en elastik om hæmoriden og lukker for blodforsyningen, så den efter noget tid visner og falder af. Det lyder lidt vildt, men er et godt alternativ til operation og vellykket i 80 % af tilfældene. 

  • Kirurgi. Bruges typisk på 3. og 4. grad hæmorider som er meget generende. Helingsperioden efter kirurgisk fjernelse er ret ubehagelig og der er risiko for at hæmoriderne kommer tilbage. Det er derfor sjældent, at man anbefaler operation. Kan dog være nødvendigt, hvis vævet er strukket så meget, at man oplever endetarmsfremfald - altså at 1-2 cm hud og slimhinde (analprolaps) eller en større mængde endetarm (rektalprolaps) stikker ud gennem anus.          

Hvordan kan man forebygge hæmorider?

Der er flere forskellige ting du kan gøre, for at forebygge hæmorider. Her er nogle retningslinjer, som er gode at følge i det hele taget:

  • Drik rigelig vand
  • Sørg for at have (nok) fiber i kosten
  • Ikke presse ved afføring!!
  • Undgå for mange tunge løft
  • Undgå at sidde for meget ned
  • Brug glidecreme ved analsex!!

Og husk, hvis du har eller får hæmorider, er det altså helt normalt og typisk ret nemt at behandle. 

Læs også: Kan man miste følsomheden af sexlegetøj? Spørgsmål og svar om vibratorer

Læs også: Vores guide til penetrerende analsex

Indsend en kommentar

Bemærk, at kommentarer skal godkendes, før de bliver offentliggjort.