Hvilke stoffer bliver udløst i hjernen, når man har sex?
Du ved godt, hvordan det føles i kroppen, når du har sex – men hvad sker der egentlig oppe i hjernen, mens du rører ved en anden, bruger din yndlingsvibrator eller ligger med ind og putter efter sex? Din hjerne fyrer op for en kemisk fest, hvor forskellige stoffer bliver sendt rundt i systemet og påvirker alt fra lyst og forelskelse til afslapning og tillid. I denne journal dykker vi ned i de vigtigste stoffer og hormoner, der bliver sat i gang under sex – og hvorfor de betyder noget for din nydelse.
Hvad er adrenalin & noradrenalin?
Inden du har sex med dig selv eller andre, er der også nogle “energi”-stoffer i spil. Adrenalin og noradrenalin er dem, der sætter gang i kroppen: hjertebanken, svedige håndflader og ekstra følsomhed. Det er de samme stoffer, der aktiveres, når vi bliver spændte.
Hvad er dopamin?
Dopamin er det der kvikker hjernen op. Det bliver udløst, når du oplever noget rart – og det er især aktivt, når vi mærker begær, flirter, rør ved en andens krop og opnår orgasme. Dopamin er derfor grunden til, at sex kan føles så tilfredsstillende – og hvorfor du måske får lyst til en runde eller to efterfølgende.
Hvad er oxytocin?
Oxytocin er det såkaldte “krammehormon”, og det banker løs i hjernen under sex – især når vi rører ved hinanden, kysser, krammer og kommer. Det her stof gør, at vi føler os tættere knyttet til den (eller dem), vi er sammen med. Det er også derfor, du måske kan føle dig ekstra forbundet eller følsom lige bagefter.
Vidste du at det er oxytocin, der får nogle af os til at blive lidt forelskede efter god sex?
Hvad er endorfiner?
Endorfiner er kroppens egen naturlige smertestillende – og sex (og især orgasme) sætter gang i dem. De giver dig den der “mmm”-følelse bagefter, hvor alting føles rart, svævende og blødt. De kan faktisk også dæmpe smerter og stress. Samtidig er det bl.a. endorfiner, der gør, at sex nogle gange føles som en lille mini-ferie fra sine tanker.
Hvad er serotonin?
Serotonin hjælper dig med at føle dig glad og rolig – og den får også et nøk op efter sex. Ikke så meget bang, men mere en blød, stille “ahhh”-fornemmelse i kroppen. Det er blandt andet derfor, du kan føle dig ekstra tilfreds (eller døsig) bagefter.
Hvad er prolaktin?
Prolaktin er en lidt overset spiller, men den har stor betydning. Den bliver nemlig udløst lige efter orgasme og er forbundet med den der “nu har jeg ikke lyst til mere”-følelse. Det er også prolaktin der gør, at mange bliver trætte og har lyst til at sove.
Hvorfor er det dejligt at kende kemien i sin hjerne?
Når du kender til, hvad der sker i hjernen under sex, forstår du måske bedre, hvorfor du kan blive knyttet til nogen efter et hook-up, og bliver så glad i låget eller lettere berørt, når du har sex med dig selv. Sex er nemlig ikke bare noget, vi gør med kroppen. Det er også noget, vi føler med hjernen. Og den arbejder hårdt for at give dig en god oplevelse.
Læs også: Bliv bedre til at kommunikere under sex eller hvad er seksuel aftercare?
Kilder:
-
Fisher, H. (2004). Why We Love: The Nature and Chemistry of Romantic Love
-
Melis & Argiolas (2011). Neuroscience & Biobehavioral Reviews
-
Cleveland Clinic (2022). “How Sex Affects Your Brain”
-
Harvard Health Publishing (2021). “The Neurochemistry of Love”