gul baggrund

Hvad er en bolleven og hvordan får man en?

Bollevenner, venner med fordele, elskere, flirts. Kært barn har mange navne. Bolleven dækker over en eller flere personer, man har en både venskabelig og seksuel relation til. En bolleven har man som udgangspunkt ikke en romantisk interesse i. Groft skitseret kan bollevenskaber siges at kunne starte på to måder: Enten at I lægger ud med at have sex og over tid opbygger et venskab – eller at I i forvejen er venner, og måske har været det længe, og begynder at have sex med hinanden. 

Kan man have sex med sine venner?

Det korte svar er: Ja, selvfølgelig kan man det. At være venner med fordele kan se ud på vidt forskellige måder. Nogle har blot lyst til at dyrke den seksuelle del af relationen ved at mødes og have uforpligtende sex – enten af og til eller regelmæssigt. Andre vil gerne have en mere intim seksuel relation, hvor man også kysser, nusser og måske sover sammen. Andre igen har i højere grad lyst til også at værne om den venskabelige del af relationen ved at hænge ud, spise mad, gå ture eller feste sammen. 

Hvordan I ønsker at have jeres bollevenskab er helt op til jer. Derfor er det vigtigt at mærke efter med sig selv, at være ærlig med hinanden om forventninger, og hvordan man ønsker at indgå i relationen. 

Hvorfor have en bolleven?

Der kan være mange forskellige årsager til, at man gerne vil have en bolleven. Det kan være fordi man ikke har lyst til at have en kæreste og de forpligtelser, der som regel hører med en romantisk relation. Det kan også være fordi man gerne vil have regelmæssig sex, eller fordi man gerne vil udvikle sin seksualitet sammen med andre personer. Det kan også være meningsfuldt at have bollevenner, hvis man har et åbent parforhold

En bolleven er helt oplagt, hvis man gerne vil have en seksuel relation med tryghed og tillid – men uden romantik. Det venskabelige forhold kan danne det helt perfekte afsæt til at udforske sin seksualitet, kinks og forskellige måder at have sex på. Som bollevenner kan man være hinandens nærmeste i det seksuelle rum; man kan afprøve sexlegetøj, at gå i swingerklub eller at have sex med flere på samme tid. Det kan være dejligt at vide, at man har hinanden til at dele og evaluere seksuelle oplevelser med. 

Hvordan får jeg en bolleven?

Man kan få bollevenner på mange forskellige måder. Det kan være, at man har haft god og sjov sex med en person man ikke i forvejen kender; en man har mødt i byen, på gaden eller på en dating-app. Eller også kan det være med en, man i forvejen kender og er gode venner med. Det kan være helt vidunderligt, hvis man kan etablere et velfungerende bollevenskab – men der er også faldgruber. 

Gode råd til bollevenskaber

Inden du får en bolleven, kan du med fordel gøre dig nogle overvejelser om, hvad du ønsker at få ud af relationen. Det er ikke sikkert, at det er helt nemt at sætte ord på for dig selv – i så fald kan du snakke med nogle af dine venner om bollevenskaber helt generelt. Måske de har erfaringer, gode råd eller anbefalinger de har lyst til at give dig med på vejen? 

  • Sæt ord på at I er bollevenner. Spil med åbne kort, og læg ikke fingre imellem. Det er vigtigt, at I enige om, hvorvidt I er venner, der har sex med hinanden – eller om I ses for at finde ud af, om relationen har potentiale til mere end et venskab. 
  • Vær ærlig med dig selv og din(e) bolleven(ner). I forlængelse af ovenstående, er det en grundpille i et godt bollevenskab, at man er tro mod egne følelser. Hvis du begynder at opleve en ændring i dine følelser omkring jeres relation, så stå ved det og sig det højt. Det kan opleves både skamfuldt og ærgerligt, men udvikling i følelser har man ikke kontrol over, og det er aldrig nogens skyld. Det kan både være, hvis du oplever, at der opstår romantiske følelser, at den sex I dyrker sammen har ændret karakter, eller hvis du ikke føler, at relationen er balanceret i forhold til hvor seksuel eller venskabelig den er. 
  • Hav respekt for din(e) bolleven(ner). Når man dyrker sex sammen, kommer man tættere på hinanden. Det kan tilføje en helt ny dimension og udvikling i jeres venskab, hvilket kan være skønt. Dog løber man også den risiko, at der kan opstå romantiske følelser. Det kan være en god idé at foregribe, hvad I skal gøre, hvis den ene part udvikler romantiske følelser, og den anden ikke gør. Skal I stoppe med at dyrke sex? Skal I give det en chance? Skal I helt stoppe med at hænge ud? Det kan være svært at planlægge på forhånd, men det er vigtigt at have respekt for både egne og hinandens følelser i relationen. 
  • Snak løbende om jeres relation. Hav en åben og ærlig kommunikation med hinanden; hvordan synes I det går med at være venner? Hvad er jeres tanker om den sex I har med hinanden? Er der noget, I har lyst til at ændre på? 
  • Dyrk sikker sex. Med mindre I har aftalt, at I kun dyrker ubeskyttet sex med hinanden og derudover anvender prævention, hvis I har sex med andre, er det altid bedst at have beskyttet sex. Husk at barrieremetoder – det vil sige kondomer, femidom og slikkelapper – er de eneste præventionsformer, der beskytter mod sexsygdomme. Husk også at blive testet for sexsygdomme regelmæssigt. 

 

Læs også: Kan man miste følsomheden af sexlegetøj? Spørgsmål og svar om vibratorer

Læs også: Vores guide til kink og mild BDSM

Indsend en kommentar

Bemærk, at kommentarer skal godkendes, før de bliver offentliggjort.