Guide til klamydia

Sexsygdomme: Guide til klamydia

I Peech ønsker vi at nedbryde tabuer forbundet med sex og seksualitet, og derfor behandler vi i denne serie emnet sexsygdomme. Vi vil gerne understrege at sexsygdomme hverken gør dig ulækker eller forkert eller nogen andre af de negative stereotyper der forbindes med sexsygdomme - det er blot infektioner, som i de fleste tilfælde kan behandles hurtigt og nemt. Se også vores opslag om HIV og AIDS, gonorékønsvorter og herpes, og bliv lidt klogere på sexsygdomme.

Klamydia er den mest almindelige seksuelt overførte infektion i Danmark. Hvert år smittes mere end 30.000 danskere med klamydia, og ikke engang corona-restriktionerne har bremset spredningen. Det kan skyldes en særlig årsag, som du kan læse mere om i denne artikel. 

Hvad er klamydia?

Klamydia er en infektion, der skyldes bakterien Chlamydia Trachomatis. Ligesom med gonoré kan bakterien kun leve i slimhinden, hvilket er derfor man kalder klamydia en seksuelt overført infektion, da det altså kun kan overføres ved oral-, anal- og vaginal sex. Dermed kan det bl.a. resultere i klamydia i munden, klamydia i halsen samt klamydia i øjetKlamydia-bakterien kan ikke overleve udenfor kroppen, så du kan altså ikke blive smittet ved fx at dele toilet eller håndklæde med en person der har klamydia. Det betyder også, at den mest effektive måde at undgå klamydia på, er ved at have sex med kondom eller slikkelapper.

For at undgå at blive smittet med klamydia, anbefales det altid at anvende prævention, som du finder hos Peech i forskellige typer og varianter. 

Symptomer på klamydia

Det anslås at kun cirka halvdelen der smittes med klamydia får symptomer. Hvis du tidligere har haft klamydia, er der også større risiko for at du ikke får symptomer, hvis du smittes igen. At der er så mange der ikke får symptomer, og derfor ikke er klar over at de er smittet (med mindre de bliver testet), har været med til at gøre, at klamydia er så udbredt. Ubeskyttet sex skal ikke udskammes, men fordi man netop kan have klamydia uden at vide det, er det altid en god ide at blive testet for sexsygdomme regelmæssigt, hvis man har ubeskyttet sex med andre. Hvis du vil læse mere om hvordan testen foregår, samt hvilke muligheder du har for at blive testet hos læge, frivillige klinikker eller derhjemme, kan du her læse vores guide om test af sexsygdomme.

Får man symptomer på klamydia, kommer de typisk 1-3 uger efter man er blevet smittet. Samtidig er inkubationstiden for klamydia 3 uger, hvilket vil sige at man først kan påvise og dermed teste positiv for klamydia 3 uger efter man er blevet smittet. Hvis du tror at du har klamydia, er du derfor nødt til at vente lidt (og ikke have ubeskyttet sex med andre i mellemtiden), så du kan være sikker på at en eventuel infektion kan måles i en prøve. 

Klamydia forbindes typisk med det klassiske symptom på sexsygdomme: at man "tisser glasskår", altså at det svier når man tisser, hvilket kan gælde alle der har klamydia. For personer med vulva er de typiske symptomer derudover ændret udflåd, pletblødning ved sex og i sjældne tilfælde underlivsbetændelse. For personer med penis er symptomerne udflåd fra urinrøret samt i sjældne tilfælde betændelse i bitestiklen. Det er også muligt at få klamydia i endetarmen eller halsen, som begge steder kan give smerte og ømhed.

Klamydia behandling

Efter klamydia er blevet bekræftet med en test, kan det nemt behandles med antibiotika over 7 dage, hvor infektionen så er forsvundet efter 7-10 dage. For at være på den helt sikre side anbefales det derfor at vente 14 dage med at have sex fra første dag, du tager antibiotika.

Derudover er det vigtigt at informere din(e) partner(e), så de også kan behandles i god tid. Da der er så mange, der ikke oplever symptomer, og derfor kan have og videregive klamydia uden at være klar over det, er en tommelfingerregel at kontakte de personer du har haft sex med de sidste 6 måneder. Det kan føles som en ubehagelig samtale at igangsætte, særligt hvis det er personer du måske ikke kender så godt. Men du kan huske på, at klamydia for de fleste personer ikke er alvorligt, særligt ikke hvis det behandles i tide. Nogle synes måske at det kan være irriterende at skulle blive testet og hente antibiotika, men så er det faktisk heller ikke værre. Da klamydia er den mest udbredte seksuelt overførte sygdom, er der også sandsynlighed for, at den du fortæller det til, måske har haft det før.    

Det er dog vigtigt at fortælle andre hvis man har klamydia, da ubehandlet klamydia kan give betændelse i livmoderen eller bitestiklen. I sidste ende kan betændelse beskadige æggestokkene, hvilket kan føre til sterilitet, altså en nedsat evne til at få børn.

 

Læs også: Den store guide til prævention

Læs også: Sexsygdomme i munden: Hvilke sexsygdomme kan overføres ved oralsex?

Læs også: Sådan bliver du testet for sexsygdomme

 

Kilder:
https://www.ssi.dk/sygdomme-beredskab-og forskning/sygdomsleksikon/k/klamydia